  |
COSTA
BRAVA
CUP
2011
Costa Brava Cup 2011
Ja så nærmer sig tiden hvor vores U14 drenge (Årgang 1998) fra NYRÅD IF (med forstærkning og hjælp fra en del U15 drenge Årgang 1997) skal til Spanien, Costa Brava Cup 2011 lidt nord for Barcelona.
I tiden op mod afgang lørdag den 15/10 har der været afholdt møder blandt lederne, forældre og alle de deltagende drenge, og forventningerne er til at tage og føle på.
Der er lavet madplaner, busplaner, sponsor sweatshirt, konkurrencer og lignende til bussen, og i skrivende stund skal drengene ud og dele diverse brochurer ud for Regionen i løbet af uge 41 for lige at tjene de sidste EURO til turen. Uddelingen er senere blevet udskudt til uge 43 efter hjemkomsten fra Spaniens land.
Vi var også heldige med at skaffe billetter til FC Barcelona mod FC Viktoria Plzen i Champions League onsdag den 19/10 på Camp Nou, som nok skal blive en af de helt store oplevelser på turen – Vi håber der kommer tæt på 100.000 tilskuere til denne vigtige kamp for Barca.
Denne tur vil aldrig have været mulig, hvis ikke følgende foreninger, firmaer og lignende havde hjulpet med økonomien – Så mange tak til dem:
-
NYRÅD IF
-
Sportigan Vordingborg ved Morten Abildgaard
-
Byens Skilte & Glarmester ved Torben Værnskjold
-
Klinik for Kiropraktik ved Tina Spange Jensen
-
Tømrerfirmaet ved Kenneth Breilev
-
Butina A/S ved Niels Jørgensen
-
Alle forældrene på madplanen
Følgende ledere deltager på fodboldturen: Drengene i [ ]
-
Torben Værnskjold (coach) [Matias]
-
Lars Jesper Jensen (teamleder og tovholder på hele arrangementet) [Andreas]
-
Thomas Monby (førstehjælp) [Jonas]
-
Lene Værnskjold (fortæring og økonomi) [Matias]
-
Niels Jørgensen (journalist) [Nicklas]
Følgende spillere deltager på fodboldturen:
-
Alfred Beck Mikkelsen
-
Andreas Spange
-
Arian Omari
-
Christian Simonsen
-
Christian Drejer
-
Jonas Monby
-
Julius Nyegaard Mordhorst
-
Lasse Stauner Martins
-
Magnus Breilev
-
Matias Bruun Værnskjold
-
Nicklas Jørgensen
-
Oliver H. Christensen
-
Philip Aresteen Hartwig
-
Tony Lashari
-
Alex Bingler
-
Oliver Andersen
-
Rasmus Aasberg
-
Tristan Kepp
Forældre og søskende der også deltager på fodboldturen: Drengene i [ ]
-
Henrik Mikkelsen [Alfred]
-
Søren Drejer, strandturnering [Christian D]
-
Kenneth Breilev, strandturnering [Magnus]
-
Viktor Breilev, Magnus` lillebror, holdets maskot og fane/skilte bærer
-
Eila Christensen [Oliver H C]
-
Henning Hartwig, fair play dommer [Philip]
29 personer alt i alt drager af sted til Spanien lørdag den 15/10 med bus fra Vintersbølle Skole, med store forventninger om både sportslig succes og en masse social samvær. Jeg har tidligere deltaget i fodboldture med Nyråd IF, både som spiller (Somborn ved Stuttgart og Leineberg ved Göttingen i Tyskland) og som leder (Venedig i Italien), og disse ture står stadig lysende klart for mig selvom den første foregik for omkring 34 år siden. Jeg har ingen erindring om diverse fodboldresultater fra disse turer, men det sociale omkring arrangementerne står stadig helt klart, og derfor er jeg da heller ikke det mindste i tvivl om alle de plusser som en sådan tur vil give specielt drengene. Deltagerne har allerede studeret Hotel CAPRICI på nettet og det lover godt, nu håber vi bare vejret er med os alle.
Lørdag den 15/10 2011:
Dagen som vi alle havde ventet på var nået, og alle mødte til tiden, ja faktisk tidligere, og vi forlod sammen med Viby IF (som vi delte bus med) Vintersbølle Skolen kl. 08:50 – 10 min. før forventet.
Vi var også heldige at nå en færge tidligere end regnet, og straks var vi en time foran planen J
Turen gennem Falster, Lolland, Femern, Tyskland, Luxemburg, Frankrig og Spanien forløb helt uden de store problemer. Nyråd IF brugte tiden til at nyde muffin, pizzasnegle, pølsebrød, boller, agurker, gulerødder, kyllinge- pastasalat og diverse drikkevarer, og imponerende må det siges at være når U14 og U15 kører mad indendørs, ja selv Henrik Mikkelsen og Niels Jørgensen måtte se sig slået med længder.
Der blev set diverse DVD, hvor ”Alle for en” nok var aftenens DVD hit. Bingo / Banko og sportsquiz blev tiden også udfyldt med. Det var bemærkelsesværdigt at Kenneth Breilev havde 13 rigtige i den første quiz, da Viktor (10 år) stadig var fit for fight, og kunne hjælpe farmand, hvorimod niveauet sank betydeligt da Viktor fik sig en velfortjent skraber, og den anden quiz skulle udfyldes uden sønnikes hjælp J. Det skal også her bemærkes at coach Torben Værnskjold havde 13 rigtige i den førte quiz, og gav alle drengene baghjul! Torben måtte dog også se både hans egen søn Matias, og flere af de andre drenge give ham baghjul da quizzen pludselig blev alvorlig, og udelukkende drejede sig om Messi (Kongen af Barcelona).
Søndag den 16/10 2011:
Da klokken rundede 24:00, var det tid til fødselsdags sang (Magnus Breilev blev 13 år, og var pludselig en af mange teenagere). Senere på turen fremstillede flere af hans fodboldkammerater flotte fødselsdagslagkager, som blev pyntet med alskens flag, tal og bolde. Det var Lene Værnskjold, som var primus motor på dette indslag, men drengene hjalp, og jeg har indtrykket af, at de rigtig hyggede sig med dette, og glædede sig til at overraske Magnus. Tillykke med dagen Magnus Breilev.
Eneste problem på busturen var de lidt mere støjende Viby drenge (Nyråd IF`s drenge opførte sig eksemplarisk, og så er det faktisk ikke løgn – flot drenge) – Vi har aftalt at gå lidt hårdere til Viby drengenes ledere på hjemturen, hvis ghettoblaster lyden runder 00:30 igen – Ja faktisk har vi aftalt at sætte ghettoblasteren nedenunder til deres ledere, så må vi se de synes lige så godt om musikgenren som deres drenge J.
Hotel CAPRICI blev fundet, og bare synet, vejret og det omkring liggende miljø var til stor jubel blandt både spillere, forældre og ledere – Familien Værnskjold havde ikke lovet for meget, da der blev berettet om dette hotel, som de tidligere havde besøgt med fodbolddrenge.
Christian Simonsens mor Irene, fik da også straks en SMS fra sønnike, da værelset var taget i brug: ”Mor der er terrasse med udsigt til havet, poolen og DAMER” (ved pool kanten), og mindre end 5 minutter senere var drengene også at finde ved pool kanten.
Lidt senere fik drengene under kraftig mandsopdækning lov til at boltre sig i brændingen (kæmpebølger) i Middelhavet, med solen højt på himlen, en fantastisk oplevelse som nok bliver gentaget de kommende dage. Bølgerne var så kraftige, at drengene væltede rundt i havet som små tændstikker. Denne form for opvarmning kan kun på det kraftigste anbefales.
Kampprogrammet siger 1 kamp mandag formiddag, 2 stk. tirsdag og endnu 2 stk. onsdag – Ja der bliver nok at se til for drengene, hvis vi også skulle være heldige, dygtige at komme videre fra puljen venter der flere kampe om torsdagen.
Mandag den 17/10 2011:
Drengene blev vækket kl. 07:00 med nogen besvær, men alle mødte op til morgenmaden kl. 07:30 iført det udleverede kamptøj og klip klappere. 30 minutter senere gik bussen mod fodboldbanerne, som ligger 15 minutters kørsel fra hotellet. En enkelt spiller kunne ikke finde sine fodboldstøvler, og havde til lejligheden i stedet medbragt sine fritidssko! Heldigvis havde en leder medbragt et ekstra par støvler, som med lidt god vilje kunne anvendes, hvilket også var en nødvendighed, da banerne stadig var meget glatte pga. morgenduggen. Støvlerne blev senere fundet under sengen på værelset.
Opvarmningen til kampen foregik udenfor den indhegnede kampbane, som ikke måtte betrædes før umiddelbart før kampstart, og kun to ledere (trænere), havde adgang til dette hellige sted? Den tidlige kamp kl. 09:00 mod Gilleleje FK viste sig at være en lidt for stor mundfuld for vores sammenbragte hold, hvor resultatet 0-4 nok kunne have været en hel del større hvis ikke vores målmand Tristan Kepp (anfører – dette havde en super effekt på Tristran), havde valgt netop denne morgen til at stå en brandkamp. En hel håndfuld 100 % chancer blev afværget på fornemste vis. Vi blev enige om at vores manglende kampindstilling denne morgen måtte være udsprunget af jetlag, og træthed pga. busrejsen, og det tidlige tidspunkt på dagen. Drengege mistede dog aldrig humøret, og efter igen at være tilbage på hotellet, blev poolen, standen og de tilstødende arialer taget i brug, og det var helt tydeligt at de var i storartet humør, og alle som en hyggede sig på fornemste vis.
Da vi alle nu har både nydt en gang morgenmad, en frokost og en aftensmad på hotellet, har vi kunnet danne os et endnu bedre indtryk af hotellet, maden og faciliteterne, og vi er stadig positivt overrasket over kvaliteten som er helt i top.
Senere i aften skal vi alle til velkomstsamling oppe i byen, hvor alle deltagere så samlet går til en plads i nærheden, hvor der vil blive budt velkommen og være lidt underholdning.
Resten af eftermiddagen blev brugt ved havet, poolen og en stor gruppe af drengene og forældre gruppen gik en tur op i byen, for at handle diverse vand, slik, klip-klappere og lignende. Det skal lige kort bemærkes at handelsturen (inklusiv turen rundt i supermarkedet) var en del længere end Thomas Monby og Lars Jesper Jensen løbetur tidligere på dagen.
Efter aftensmaden gik vi i samlet flok op på kunstbanerne midt i Santa Suzanne, og omkring 700 fodbolsspillere, ledere og andre hjælpere gik optog gennem byen for at havne på et torv, hvor der blev budt velkommen af EURO-Sportring, og hvor der desuden var lidt underholdning. Aftenen sluttede med et fyrværkeri.
Helbredstilstanden blandt drengene: Indtil nu har vi haft et par spillere som blev dårlige på busturen fra Danmark, og 3 spillere med lidt dårlig mave, og status lige nu (mandag aften): En spiller er stadig lidt dårlig, vi håber det snarest bliver bedre.
Tirsdag den 18/10 2011:
Morgenstunden viste imidlertid at 2 drenge ikke var klar til kamp (sygdom), og 2 andre havde store problemer med klor i øjnene efter lidt megen leg i poolen (det blev dog bedre med øjnene, i løbet af dagen). Det lykkedes en spiller, at holde på sengetøjet så længe, at morgenmaden ikke blev indtaget denne morgen, men efter sigende blev der taget revanche til frokost. Diverse konkurrencer omkring poolen, hvor det viste sig, at både spillere som trænere er gode til at holde vejret og bedømme, hvor lang tid 2 minutter er uden brug af hjælpemidler, som et ur. Formiddagens kulmination var da Oliver H. Christensen smed Søren Drejer i poolen. Der gik dog ikke længe før Kenneth Breilev havde et godt tag i Oliver H. Christensen og på skulderne bar ham ned til poolen, hvor Søren Drejer og Torben Værnskjold på 10 smed ham ud midt i J I dag skal der spilles 2 kampe mellem 15:00 og 17:00, og drengene er allerede tændt her til formiddag,
Indsatsen mod Spangsbjerg IF2 som var et blandet jysk hold fra Mesterrækken + række 3, var helt i top og det uafgjorte resultat 0-0 efter 1. halvleg var helt fortjent, ja det lykkedes faktisk Nyråd IF at score til 1-0, desværre blev målet annulleret for offside, det var en lidt kontroversiel dom. 2. halvleg startede på samme måde som første, med et helt fantastisk kæmpende Nyråd hold, og vi havde et par gode kontra angreb op igennem venstre side. Kampen endte i sidste ende med et 0-3 nederlag som slet ikke var retvisende for vores indsats.
Vi havde nu en times tid til at restituere inden næste kamp mod Staustrup IF. Drengene nød den medbragte frugt, koldt vand og diverse strækøvelser blev også gennemført, for at være helt klar. Der gik dog ikke længe før flere af spillerne gik i gang med en gang småbold.
Staustrup IF viste sig at være nogle store krabater, og vores sammenbragte 98` og 97` hold startede lidt famlende, men som kampen skred frem så det ud til at vi kunne bide skeer med de store modstandere. 0-0 efter 1. halvleg og i en strid modvind var et super resultat, og pausen peptalk havde åbenbart gjort underværker, og alle var klar til fight straks fra 2. halvlegs start, og selvom vi fik et gult kort som betød 5 minutters udvisning til os, kæmpede vi som besat, vi ville have den sejr. Angreb efter angreb blev udført over vores denne gang højre side, og Arian Omari og ikke mindst Tony Lashari drev disse hoved højere spillere til vanvid, og pludselig efter endnu et af Tony Lashari`s one man shows, fik vi tilkendt et helt korrekt straffespark da Oliver Andersen blev nedlagt i feltet. Rasmus Aasberg scorede usvigeligt sikkert, og dette mål endte med at give Nyråd IF en helt fortjent sejr – Super indsats fra hele truppen. Alle forældre som ledere var fulde af lovord, ikke kun pga. resultatet, men kampgejsten i begge dagens kampe.
Aftenen blev afsluttet på hotellet med endnu engang Bingo / Banko, og efterfølgende Street fodbold.
Drengene blev sendt i seng kl. 23:00, da træneren gerne ville have alle spillere til rådighed ved poolen kl. 07:05 for en kort dukkert i morgen tidlig, så vi ikke ville få en gentagelse af mandag morgens træthed, da vi igen onsdag skal spille 2 tidlige kampe kl.: 10:00 og kl.: 12:00.
Onsdag den 19/10 2011:
Morgendukkerten, som trænerteamet havde dikteret, var lige ved at blive til en lille tur i håndvasken, da personalet på hotellet ikke ville give os adgang til poolen klokken 07:00 – Det skulle alligevel ikke forhindre os i at vise os fra vores bedste viking side, og vi besluttede under større og mindre protester fra drengene, at dukkerten var henlagt til havet i stedet. Alle drengene og omkring 7 ledere og forældre smed sig i bølgen for at friske op, og denne lidt atypiske opvarmningsform skulle vise sig at bære frugt allerede i den første kamp kl. 10:00.
I dag har vi et hårdt program, vi skal spille to kampe mod henholdsvis Aalborg Freja og mod C.S. Proluceafarol Bucharest fra Rumænien, og i aften drager vi til Camp Nou for at se Barca mod Plzen i Champions League, det bliver en fantastisk oplevelse for drengene, hvor flere allerede har købt specielt den nye udebane spilledragt (sort med guldskrift), for på bedste vis at støtte favoritholdet FC Barcelona med verdensstjernerne David Villa, Iniesta, Xavi, Fabregas og selvfølgelig Messi (verdens måske bedste fodboldspiller gennem tiderne)
Dagens første kamp var mod Bucharest holdet, som havde vundet 2 spillet en uafgjort og lå på en delt første plads. De var skræmmende store i forhold til vores drenge, og der var nok ikke nogen i leder-, træner-, og forældre truppen som havde regnet med det helt store resultat mod disse modstandere. Heldigvis var der en hel trup af drenge som ville det anderledes, og denne kamp stod efter stævnet mejslet ud i granit som drengenes bedste. Kampen startede med aggressivt presspil fra vores drenges side, og det lykkedes efter flere rigtige fine gennemspillede angreb Oliver Andersen at sætte bolden i mål til 1-0. Da Oliver Andersen kort efter igen gled igennem og satte bolden på indersiden af stolpen, uden den dog gik i mål, så var tonen lagt. Rumænernes træner var helt oppe at køre, og uddelte den ene skideballe til sine drenge efter den anden. Det viste sig hurtigt, at det var et rigtigt godt hold vi var oppe imod, med en fysik der klart overmachede vores, uden drengene lod sig skræmme af dette faktum. Rumænerne både udlignede og kom foran 1-2, på et lidt heldigt mål, og en ”lille” smutter fra vores målmand, som resten af kampen igen stod upåklageligt, og var indirekte med til at holde os inde i kampen. Målet til udligning for Nyråd IF var en ren perle, bolden bliver spillet som en lang og dyb stikning til Nicklas Jørgensen, som løber mod baglinjen, for hurtigt at træde på bolden, snyde rumæneren og med foden rulle den kort bagud til Tony Lashari, som sender en perfekt buet indlæg ind foran mål, hvor Alex Bingler står perfekt placeret, og usvigeligt sikkert med en følt inderside (Jon Dahl Tomasson) sender den i nettet til 2-2. Resten af kampen bliver en vild kamp, hvor begge hold kæmper alt de har lært og lidt til. Det lykkedes rumænerne at score til 2-3, hvorefter de finder det lidt ufine spil frem for at forhindre Nyråd IF i at udligne. Ja faktisk spiller de decideret svinsk, mens de opmuntres af et endnu mere vildt rumænsk publikum, som slet ikke forstår dommerens afgørelser. Rumænerne modtager først et gult kort (5 minutters udvisning), for igen 1 ½ minut efter igen at modtage et gult kort. Vi trykkede på for en udligning, og det lykkedes os at fremtvinge et straffespark, troede vi, men dommeren ville det anderledes, det viste sig at rumænernes meget hårde og til dels ufine spil gav pote i den sidste ende, for kampen blev fløjtet af med 9 rumænere på banen, vi blev snydt for straffe, og kampen endte 2-3. Hele holdets indsats skal i disse linjer hyldes, vi har sjældent set en større præstation, og Torben Værnskjold var da også yderst tilfreds med alle spillere oven på denne demonstration i pasningsspil, kampgejst og vilje – Et stort TILLYKKE til drengene oven på denne kæmpe indsats som lover godt for de kommende år i Nyråd IF.
Efter en velfortjent pause med frugt, vand, is og diverse flutes brød med skinke, skulle holdet igen i aktion – Denne gang mod Aalborg Freja, og da flere af drengene både havde diverse skader (ovenpå 3 dages kampe og specielt de meget hårde Bucharest drenge), og var helt udbrændt, var vi alle klar over at det ville blive en meget svær kamp. Luften var gået ud af ballonen, og vi tabte helt fortjent 5-0, i en kamp vi helst glemmer hurtigt muligt.
Vi tabte 4 kampe og vandt en, men med lidt mere held, og den samme vilde indsats som mod rumænerne i alle kampe kunne vi være sluttet i top 2 til 3 med mulighed for avancement til finalekampene om torsdagen. Den samlede indsats må siges at være helt og aldeles godkendt, og det bliver sjovt at følge disse drenge videre de næste år, hvor vi må regne med at de udvikler sig endnu mere.
Så var turen kommet til Barca mod Plzen. Vi drog af sted omkring kl. 17:30, og havde den store fornøjelse at overhale Staustrup IF (dem vi slog 1-0), drenge som ledere viste stolt deres sweatshirt frem i ruden for at drille dem lidt – til stor morskab for alle. Kenneth Breilev stod for en gang oddset, og drengene gættede både på resultatet, målscorere og mål i hvilket minut, i tilfælde af mål lighed.
Vi fandt hurtigt Camp Nou, og shoppen, hvor alle var en tur inde, og andre igen købte diverse merchandise med Barca logo. Det tog en rum tid, da der også skulle tryk på diverse T-shirt og shorts, men omkring 45 min før kickoff (20:45) var vi på vej mod vores pladser. Vi sad i små grupper, overalt på afsnit 417, men alle kunne både se banen, og vi ledere og forældre kunne også overskue drengenes placering. Kampen udviklede sig hurtigt til spil mod et mål, og Messi brillerede flere gange med snævre driblinger, og i et 10 minut lagde han op til Iniesta`s 1-0. Resten af kampen var totalt uden spænding, det nærmeste Plzen kom en reducering, var da Barca selv joggede i bolden, og var lige ved at forære et mål væk. David Villa udbyggede i det 82. minut til slutresultatet 2-0 til Barca. En stor oplevelse rigere mødtes vi udenfor port 38, og drog i samlet flok til de ventende busser (flere hundrede busser ventede på fodboldfans). Stævnespeakeren meddelte under kampen at 75.000 tilskuere overværede kampen.
Også på vejen hjem mødte vi Staustrup IF, og igen røg sweatshirtene i ruden. Kenneth Breilev kunne oplyse at der var 3 drenge der havde tippet resultatet korrekt (Oliver Andersen, Tony Lashari og Nicklas Jørgensen). Tony og Nicklas havde oven i købet David Villa som den ene målscorer, og derfor måtte minuttallet for målscoringen gøre udfaldet. Tony Lashari rendte med sejren – Flot.
Drengene gik direkte i seng efter vi var returneret til hotellet, de var flade. Forældre og ledere gik en tur i baren, hvor diverse kvajebajere blev serveret, og drengenes indsats på banen, og deres eksemplariske opførsel udenfor banen blev vendt over et par øl. Det er også her om aftenen vi deler de små sjove episoder vi hver især har været ude for med drengene – Se BAGSIDEN senere i dagbogen.
Torsdag den 20/10 2011:
Den eneste regn vi har fået på turen, kom natten mellem onsdag og torsdag, ellers har vi haft pragtfuldt vejr på hele turen, og drengene har kunnet bevæge sig i shorts både indendørs og udendørs.
Morgenmad kl. ca. 09:00, en tur i byen for at handle ind til hjemturen kl. 10:30, og efterfølgende fodboldturnering på stranden var programsat. 4 hold blev dannet: FY (Fuck You), Grønningen, Barca og Frederikke! Efter mange mere eller mindre velspillede fodboldkampe, på et meget vanskeligt underlag, stod det klart at Tristan Kepp, Jonas Monby, Magnus Breilev og Oliver H Christensen var de helt fortjente vindere af strandfodboldturneringen. Alle fik efterfølgende overrakt medalje for deltagelse i Costa Brava Cup 2011, og veludført strandturnering. Bedst som drengene troede at strabadserne var overstået, blev de udfordret af en del af forældrene. Oliver Andersen var dommer, og han var helt sikkert både blevet bestukket at de voksne og måske også blevet ”truet” med ikke at blive udtaget til holdet, hvis ikke han favoriserede de tydeligt noget lønsommere, tungere forældre. Kampen endte med 5-1 til de voksne, og adskillige større eller mindre skader til drengene (de voksne kom tit for sent ind i diverse taklinger). Søren Drejer blev på et tidspunkt set med 2 drenge under hver sin arm, som forhindrede dem i at følge Kenneth Breilev op langs linjen, hvor han først snød Oliver H Christensen (på det skammeligste), for derefter at lyne til 2-0.
Senere på aftenen blev Lars Jesper Jensen ringet op af EURO-Sportring, og Nyråd IF fik den meget glædelige oplysning, at vi var udnævnt (havde vundet) fairplay pokalen for årgang U.15 – Vi ledere er meget tilfredse med denne udnævnelse, og vi kan alle i Nyråd IF være stolte over at modtage denne fairplay gestus.
Vi mødtes efter aftensmaden kl. 21:00 for at meddele drengene, planen for den efterfølgende morgen, og hjemturen. Torben Værnskjold, takkede drengene for en fantastik indsats på banen, hvor vi mødte megen hård teknisk-, og fysisk modstand. Vi var i gennemsnit nok 10-15 cm lavere end alle de modstandere vi mødte. Torben og alle andre ledere og forældre roste ved samme lejlighed alle drengene for en absolut upåklagelig opførsel under hele turen, og når busturen hjem er overstået i den samme ånd, kan vi alle godt være stolte af disse drenge.
Flere af drengene var ikke at finde på deres eget værelse her til aften, en kort FBI undersøgelse viste at drengene (de store med hormonerne ræsende rundt i kroppen) befandt sig på pigernes værelse (piger i alderen 16-17 år / 10 klasse og efterskole), ja det er nogle fremmelige fodbolddrenge vi har. Efter en kort samtale, besluttede vi at Tristan Kepp (han var allerede kendt på dette værelse både blandt holdkammeraterne og pigerne, som tidligere på ugen havde besøgt blandt andet Tristans værelse), skulle hente de resterende drenge, så det ikke var en forælder, der var bussemanden (flot Tristan).
Da vi nu næsten er færdige med at indtage måltiderne på Hotel Caprici (vi mangler kun morgendagens morgenmad), skal hotellets lidt finurlige restaurant politik lige nævnes med et par ord: Hvert værelse havde fået udleveret et blåt madkort (3 mand 1 kort). Dette indebar, at det var temmelig vanskeligt, at komme ind i restauranten, hvis man ankom senere end sine værelseskammerater. Flere end en gang måtte Lars Jesper Jensen op til indgangen, og på tro og love sige god for drengene selvom de nu på 4. dagen var iført Nyråd farver og sweatshirt. Man skulle ikke tro det muligt, men vi tror faktisk hotellet var bange for diverse DANSKE RESTAURANT Bz’ere, som ville indtage restauranten i al evighed, nå ja, måske kan man faktisk forstå deres bange anelser når man først en gang havde set Søren Drejer og Henrik Mikkelsens monster portioner J.
Fredag den 21/10 2011:
Op af sengen kl. 07:00, morgenmad og da bagagen stort set var pakket dagen før, var det en smal sag, at mødes i receptionen, transportere bagagen til mødestedet, hvor bussen allerede var ankommet, efter lidt små vanskelligheder med at finde vores rejekammerater Viby IF, drog vi fra Santa Susanna og en stor oplevelse rigere mod kongeriget Danmark.
Viby IF var blevet nr. 2 med deres førstehold, og nr. 5 med deres andet hold, flot indsats. Deres pigehold som skulle med flyveren hjem, havde fået madforgiftning den sidste aften, da de var draget i byen for at nyde aftensmaden, og flere var blevet bragt med udrykning til hospitalet. Vi kan på disse sider endnu engang benytte lejligheden, til at rose vores hotel, og den fortræffelige menu, der stod til rådighed morgen, middag og aften.
Første stop på busturen i Syd Frankrig var en ganske kort pause (for at lade vandet), og frokosten fra hotellet blev uddelt, og efterfølgende indtaget i bussen. En 3-4 stykker af drengene fik udleveret og indtog køresygepiller under morgenmaden, og dette havde den umiddelbare effekt, at de sov hurtigere end buschaufførerne kunne sige afgang.
Diverse film blev tygget igennem de første mange timer af busturen, og Danmark – Sovjetunionen Grundlovsdag 1985, var selvfølgelig et hit, men det absolut største hit var Jackass filmen, hvor både ledere, forældre og spillere var helt færdige af grin, over alle de uhyrligheder og ret ulækre ting disse tosser fra både USA og Finland foretager sig.
Aftensmaden er lige blevet indtaget (Pasta Bolognese eller Hamburger med pommes), og allerede ca. 45 minutter efter var bussen på vej igen. Drengene hygger, nogen ser film, og atter andre har valgt at sove i midtergangen fra Santa Susanne til Vintersbølle hallen (Oliver Andersen og Nicklas Jørgensen må siges at have et godt sovehjerte).
Fra kl.: 22:00 til der skulle være ro kl.: 24:00, blev der leget diverse gamle som nye lege (opfundet på turen). Jonas Monby og Rasmus Aasberg legede det meget kendte spil: FLØDEKARTOFLER. Når denne leg gik rigtigt højt, kunne diverse ledere heller ikke undgå at bryde ud i latter. Da klokken var 24:00 blev drengene bedt om at gå til ro, og indenfor ganske kort tid, var det totalt ro, og de sædvanlige drenge havde fundet deres pladser i mellemgangen.
Lørdag den 22/10 2011:
Natten gik faktisk rigtigt godt da de to nye chauffører viste sig, at have noget bedre styr på opgaven, end vi indtil da havde været vant til. Ja faktisk fik vi alle en del mere søvn end på udturen.
Morgenmaden blev indtaget i bussen efter et stop lidt syd for Hamburg, og vi kunne nu alle mærke at vi var tæt på familien, dog skulle Border shoppen lige besøges inden piraterne overtog færgen. De sidste Euro, og cent blev spenderet, og vi travede til bussen (buschaufførerne havde ikke rigtig styr på placeringen af Border shoppen), men da vejret selvfølgelig var høj solskin, var det faktisk ikke det store problem, da drengene heller ikke havde de store midler tilbage at spendere.
Bussen kørte direkte om bord på færgen, og alle samledes i SKY-baren, hvor Torben Værnskjold igen takkede alle for en super god tur, og endnu engang drengene for deres indsats, opførsel og facon på hele turen.
Da kl.: var 13:00 ankom bussen til Vintersbølle hallen, og mange forældre som søskende ventede spændt på drengene, der blev krammet, kysset, og fortalt historier allerede fra den første af drengene forlod trappetrinnet på bussen. Jeg er sikker på, at de sidste historier først bliver fortalt langt hen i næste uge, eller når vi alle samles i nær fremtid i Vintersbølle hallen til film-, billede-, historie-, og pizza aften.
Santa Susanna`s rygte BAGSIDE (kun for de indviede og dem som deltog på rejsen): Man kan jo prøve at høre deltagerne, om nogen kan sætte navn på.
-
Kommentar fra en af spillerne en af de første dage: ”Jeg så et stjerneskud, så du det også” NEJ, men huskede du at ønske en sejr til Nyråd IF i morgen, - meget kort pause - ”Nej er du tosset, jeg ønskede mig selv sex i løbet af ugen” J
-
Sagt af en 98`er: ”Man kan da kun håbe, at Nyråd IF`s 99`er har brug for hjælp til Costa Brava Cup 2012.
-
Skrevet i støvet bag på Staustrup IF`s bus efter nederlaget til Nyråd IF: Nyråd IF 1-0: ”Jeg er sexy”.
-
Kommentar fra en Nyråd IF leder til et udelukkende mørkglødet hold: ”Where are you from” svar: we are from Denmark. Leder: ”No, we are from Denmark” der svares igen, ja vi er også fra Danmark, Odense J Det er nye tider i Europa.
-
På et tidspunkt blev der iagttaget op til 12 drenge på en og samme balkon, det viste sig hurtigt, at interessen skyldes piger på nabo balkonen.
-
Drengenes spørgsmål på vejen hjem i bussen da vi overhalede Staustrup IF: ”Må vi godt moone dem i bagruden” ?
-
En spiller efter et besøg i Barca shoppen: ”Så I hende med de store p***** der stod i kø” ?
Vi andre havde da også bemærket hende.
-
En spiller fik besked på at sweatshirt, lange bukser og sko skulle tages i brug når vi skulle til Barca kamp, kommentaren udeblev ikke: ”Jeg har kun fodboldstøvler og klip-klappere med - er det ikke en kombineret fodboldturnering / badeferie” ? Turen til Camp Nou foregik i klip-klappere, da vi ledere ikke regnede med, at der vil blive brug for hans indsats på Barcas hold. Spillerens sorte Addidas sko dukkede senere op på en holdkammerats værelse (størrelse 46 – gæt selv hvem) ?
-
Da en af spillerne efter at have klappet af Messi, og hele stadion straks hjalp ham med denne jubel udtalte spilleren: ”Hørte I det, det var MIG der fik alle 75.000 til at klappe”
-
Strandfodboldhold med navn Frederikke: Som en spiller udtalte: ”Hvis et hold kan hedde Victoria (Plzen), kan vi også hedde Frederikke”.
-
Er der nogen der kan gætte hvem der befinder sig under alias navnene som: Gøg og Gokke, Morten og Peter, Fy og Bi, Einstein og Balthazar og Dupont og Dupont – Lidt hjælp: De bor begge i Tyskland.
Vi har i ledergruppen besluttet, at de resterende penge, vil blive brugt på en foredrags-, billede-, og pizza aften i kantinen i Vintersbølle hallen, hvor vi alle kan se og gense diverse billeder, og ikke mindst høre alle historierne.
Jeg vil på vegne af ledergruppen sige tak til drengene, forældre, Nyråd IF og ikke mindst ledergruppen fra sidste års tur, for den store opbakning både før, under og efter turen.
Sportslig hilsen
Niels Jørgensen
|
|
Fodbolddrengene 1997 & 1998 |
|
Afslutningsfest U14/U15:
Efter både efterårsturneringen, Costa Brava Cup 2011, billed- og pizza aften var vel overstået, var turen kommet til U14/U15`s afslutningsfest torsdag den 10/11 2011.
Der var lagt op til en hyggelig aften med fællesspisning, resume af året der gik, indendørs fodbold, og lidt fremtid (foråret 2012). Der skulle også uddeles, og sættes navne på diverse pokaler for begge hold.
Vi (ca. 90 personer) fyldte godt i kantinen, så den store buffet var henvist til gangen, hvor der på denne Mortens aften kunne nydes alt fra Heide Hartwigs and, frikadeller, lasagne, grønsagstærter, rådyrgryde, risengrød og alt andet godt fra de små køkkener.
Efter spisningen kunne trænerne Steen Andersen og Torben Værnskjold gennemgå året der gik, hvor begge hold sluttede på 6. pladsen, hvilket må siges at være flot for en klub af Nyråd IF`s størrelse. Vi spiller henholdsvis i række 4. og række 2. men stiller udelukkende op i årgang U15, selvom op mod halvdelen af spillerne som er fordelt på 1. og 2. holdet er U14.
2. holdet har haft det svært, da de flere gange har mødt hold som har stillet op med både 96ère og sågar enkelte 95ère (Rønnede, som retvist blev frataget sejren på den ulovlige baggrund).
Vi har haft en meget svær sæson mht. vores træningsbaner, som ved Vintersbølle skoven har stået under vand. Vi har derfor trænet på den gamle bane ved Mårvænget, som en sjælden gang var blevet slået (det er dog ikke udelukkende kommunens skyld, da også denne bane var meget blød i hele efterårsturneringen).
Torben Værnskjold som i den forgangne sæson har trænet drengene sammen med Steen Andersen har efter rigtig mange år som træner besluttet at hellige sig arbejdet i klubben med vores SBU/DBU konsulent, vores Nyråd Cup, og vil også i de fremtidige år hjælpe Sussie Andersen på Ungdomsfodbold fronten – Tak for den enorme træner indsats i de sidste ca. 15 år. !!!
Vi er i den heldige situation på disse årgange, at forældreopbakningen er fantastisk, og da Steen Andersen fortsætter som ”headcoach”, og tager med 1. holdet til turneringskampe, var det ikke noget problem, at headhunte Kenneth Breilev, til både at deltage i træningsaftenerne og desuden tage med vores 2. hold ud til turneringskampe – Søren Drejer meldte sig også under fanerne, og det må siges at være glædeligt, at forældre til ungdomsspillere, som bare har været medlem af Nyråd IF i et år straks byder ind, med så stor en indsats J
Indendørs sæsonen 2011 / 2012 står for døren, og er i læsende stund i fuld gang (vi træner i Vintersbøllehallen hver torsdag kl. 20-21:30), og vi har som sidste år besluttet at dele drengene i de respektive årgange, 2 hold 1997ère og 2 hold 1998ère. Vi ser frem til diverse stævner på Møn, i Næstved og selvfølgelig vores egen Nyråd Cup 2012 (11 gang). Det har vanen tro heller ikke været noget problem, at finde diverse holdledere til at tage med drengene ud til stævnerne denne gang.
Inden drengene kunne få lov til at boltre sig i hallen, var der lige det med pokalerne, titlerne og navnene som skulle overstås. Der skulle uddeles 4 pokaler til hvert hold, nogle gav sig selv (Årets topscorer), andre igen valgte trænerne egenhændigt (Årets fremgang, og Årets fighter), sidste pokal var til Årets spiller, og som noget nyt var det spillerne selv der havde stemt på Årets spiller, og desuden også skrevet diverse argumenter. Se trænernes bemærkninger i ( )
2. holdet:
Årets fremgang: Mads Andreassen – 97 (har udviklet sig lige fra første fløjt i foråret til sidste fløjt i efteråret)
Årets topscorer: Niclas Hansen med 2 mål – 97 (er ved at finde sin gamle målnæse frem igen)
Årets fighter: Oliver H. Christensen – 98 (har med sin vilje og tro på sig selv været udslagsgivende)
Årets spiller: Tony Lashari – 97 (fantastisk indsats, og vilje gennem hele sæsonen – meget vellidt)
1. holdet:
Årets fremgang: Nicklas Jørgensen - 98 (går til stålet til træning / kamp, vigtig spiller i den fremtidige sæson)
Årets topscorer: Oliver Andersen 23 mål – 97 (absolut største målsluger, lægger op til lige så mange mål)
Årets fighter: Christian Drejer – 98 (skåner hverken sig selv eller modspillerne)
Årets spiller: Jeppe Jørgensen – 97 (fair, meget højt bundniveau, en rigtig god forsvarsspiller og anfører)
Som det tydelig ses af ovenstående liste, har vores yngste spillere 98ère taget godt for sig af titlerne, og det må siges at være et succeskriterie for vores beslutning om at lade U14 og U15 spille sammen i U15 rækken.
Vi har da derfor også ladet tankerne runde vores U13 drenge, som i den nye sæson vil få mulighed for at træne sammen med ”de store” ind i mellem.
Vi ser frem til foråret 2012 og den nye udendørs sæson, hvor alle vores drenge og ikke mindst disse spillere med deres velfortjente titler og pokaler igen vil gøre en forskel på Sjælland i række 4. og række 2.
Drengene havde lige en overraskelse til trænerne, og det var flot at se henholdsvis Mads Jørgensen og Jeppe Jørgensen holde en lille takketale til deres 2 trænere, hvor de både nåede at takke for året der var gået, og også se frem til den nye sæson, inden de kunne overrække kurve med diverse til Torben Værnskjold og Steen Andersen.
Resten af aftenen gik med hyggeligt samvær i kantinen for forældre, trænere og ledere, og drengene gik til stålet i hallen.
Med sportslig hilsen
Niels Jørgensen
|
|
|
|
|
|