Loven skal være med til at sikre, at der ikke bliver ansat personer i foreninger, der skal varetage børne- og ungdomsarbejde, og som har en dom for et seksuelt overgreb på en mindreårig.
Hvad er en børneattest?
En børneattest indeholder oplysninger om en eller flere af følgende typer af straffelovsovertrædelser:
- Incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år
- Udbredelse eller besiddelse af børnepornografi
- Blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år.
Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har udsendt en vejledningspjece til alle idrætsforeninger om den nye lov, som er trådt i kraft.
I vejledningen kan foreningerne finde svar på alle de spørgsmål, som følger i kølvandet på den nye lovgivning. Her er det bl.a. tydeligt præciseret, hvilke funktioner i klubben, der skal indhentes attester på – og hvilke der ikke skal.
På DIF’s hjemmeside kan man finde yderligere informationer – herunder downloade de to blanketter, der skal bruges til indhentelsen.